Pitabrød 8 stk.

Hjemmebagte pita er en fryd for øjet, når de puffer op som en håndbold i ovnen.

 

Ideer til tilbehør:

Lune friskbagte Pita til en vognfuld gode oliven. Godt til tapasbordet

Bland evt noget stenbiderrogn med lidt creme fraiche og rødløg til at komme ovenpå de friskbagte pitabrød. Slut af med lidt dild.

Brug Pita som Pizzabund til børnefødselsdagen, bag dem lidt lysere, så bliver de ikke så tørre.

 

De er super simple at lave.

 

250-300g vand

20g gær

15g salt

350g Samsø hvedemel

100g Samsø Ølandshvedemel sigtet

100g opfrisket surdej

 

Hvis du gerne vil bage dem uden surdej, så erstat  100g opfrisket surdej med ekstra 10g gær, 50g mel  0g 50g vand. uden surdej skal dejen stå i 1 time.

 

Kom vand i en skål og rør salt og gær i. Tilsæt melet og  surdejen, og ælt 4 minutter langsomt og 5-6 minutter ved medium hastighed. Lad dejen hvile 3x1 med kuvertfold mellem hver time.

 

Hvis du har travlt kan du lade dejen ligge blot 1 time, men så synes vi ikke de bliver ikke helt så spændstige i krummen.

 

Ovnen skal forvarmes til 275°C eller så højt den kan komme. Gerne med et bagestål eller sten i.

 

Del dejen i 8 stykker, tril dem til kugler og rul dem flade i dit favoritmel, Samsø Fuldkornsspelt giver en sprød skorpe. Lad dem stå i 5-10 minutter.

 

Bages direkte på stålet (evt på et stykke bagepapir) til de er gyldne.